Gravhunden
En Gravhund er en lille hund med en stor hunds format.
Den besidder alle andre racers gode egenskaber i sin lille spændstige krop. Den er intelligent og klog, den er modig og årvågen, den er livlig og samtidig er den stolt, fornem og værdig.
Gravhunden er individualist med egen vilje og en usædvanlig evne til at danne sig en mening om tingenes tilstand.
Disse egenskaber gør, at gravhunden på forunderlig måde er i stand til at omstille sig under nye forhold, når blot dens værdighed og frihedstrang ikke krænkes.
Derfor kan den samme hund det ene øjeblik være en ubændig jagthund for i næste øjeblik at være den kærligste familiehund.

Gravhundens alsidighed og bygningsmæssige lidenhed og karaktermæssige storhed har sikret den en solid og fortjent position som selskabshund.
Gravhunden findes i en lang række variationer både størrelsesmæssigt, hårlagsmæssigt og farvemæssigt.
3 størrelsesvarianter
Den mindste er miniaturen.
Den måler op til 30 cm i brystomfang og vejer nogle få kg,
Den lidt større kaldes dværggravhund.
Den måler mellem 30 og 35 cm i brystomfang og vejer 4 – 5 kg.
Den største og almindeligst kendte kaldes standard eller normal gravhund, der er over 35 cm i brystomfang og vejer omkring 9 kg.
3 hårlagsvarianter
Gravhunde findes udover i 3 størrelsesvarianter også i 3 forskellige hårlag.
Den korthårede, den ruhårede og den langhårede variant.
Farver
Endelig findes en lang række farvevarianter, idet alle farver bortset fra helt sorte og helt hvide er tilladt. Der findes således de almindeligst kendte røde i forskellige nuancer, sorte med brune aftegn på nærmere bestemte områder (black and tan), brune med lysere brune aftegn (brown and tan) og vildtfarvede, som især ses hos den ruhårede variant. Desuden findes flerfarvede med en lysere grundfarve og jævnt fordelte forrevne pletter af en tilsvarende mørkere farve, f.eks. lys brun med mørkbrune pletter (brown merle) eller mørkgrå med sorte pletter (black merle), begge farvevarianter oftest med brune aftegn (tan).
Der er således meget store muligheder for at finde den kombination, som opfylder ønskerne hos enhver gravhundeejer, og dette har gjort gravhunden til en af vore populæreste racer.
link til hvalpeliste og opdrættervejviser
Mere info om racen
Racestandard
Mentaltest
Gravhundens farver
Aktiviteter for Gravhunde
Læs mere om hvilke aktiviteter du og dig gravhund kan deltage i ved at følge dette link til oversigten over aktiviteter i klubben
Bliv medlem
Vil du være medlem af Dansk Gravhundeklub?
Klik her for at melde dig ind

